OBS.: (Advarsel: Sproget i denne historie kan muligvis baere praeg af, at vi for nyligt har laest 2 pladderromantiske dramaboeger ved strandene paa Langkawi.)
Historien om vores bestraebelser paa at komme til oeen Ko Phi Phi - en historie om forventningens glaede, korruption, fortvivlelse og ikke mindst nutellamadder.
Det var fredag morgen d. 20. marts i Phuket by. Vi vaagnede kl. 07.00 og gik stille og roligt igang med at goere os klar. Naa ja okay, stille og roligt var maaske saa meget sagt, for uret havde jo vaeret sat til kl. 06.30, og vi havde paa det skammeligste sovet dejligt laenge over os. Vi havde oven i koebet planlagt at skulle naa en hyggelig morgenmad, for vi havde nemlig koebt en lille pakke nutella igaar, som nu bare savnede et par stykker toastbroed at laegge sig ovenpaa.
Rygsaekkene blev hurtigt pakket, det kolde bad overstaaet og rummet tjekket for evt. efterladenskaber. Vi gik nu mod receptionen kl. 07.20.
Dagen forinden havde vi betalt 960 Baht for at blive transporteret til Ko Phi Phi. Vi ville blive hentet kl. 08.00 af en bus og faergen ville saa vaere klar til at tage afsted kl. 08.30. Saa der var endnu fin tid til baade at tjekke ud og spise morgenmad.
Da vi havde laast vores doer en sidste gang, ramte morgensolen os med dens blide straaler. Varmen, der moedte os paa svalegangen, blev absolut budt velkommen efter det kolde bad. Alt aandede fred og idyl, og vores blikke moedtes kort med tanke paa det oproerte hav, vi havde skulle tackle, da vi skulle til Perhentian Island. Saadan ville det bestemt ikke blive idag, taenkte vi begge. Ikke en vind roerte sig...
Hvad vi ikke vidste paa dette tidspunkt var, at der maaske var for roligt paa Talang Guesthouse denne morgen...
Da vi kom ned af trappen fra foerste sal, moedte vi en amerikansk pige, der vandrede hvileloest rundt. Uden at taenke videre over det, fortsatte vi ufortroedent mod receptionen. Her stoedte vi naeserne mod et jerngitter. Receptionen var endnu ikke aaben, og kl. var nu 07.25. Dette var underligt isaer taget i betragtning, at de plejede at servere morgenmad fra kl. 07.00-10.00. Vi havde dog ikke vaeret saa tidligt oppe nogle af de andre dage. Maaske det faktum, at det var fredag morgen kombineret med en thailandsk (laes: lettere sydeuropaeisk) vaeremaade, gjorde at bestyrerne nok var paa vej. "Mañana Mañana", hoerte vi os selv sige - omend ikke saerligt overbevisende. Noget var galt...
Vores tvivl blev styrket efterhaanden som flere gaester kom til, som ogsaa ville tjekke ud. Nabobutikkernes ejere begyndte saagar at sende undrende blikke afsted mod det rustne jerngitter, og vores guesthouse altmuligmand (der ikke kunne andet sprog end thailandsk) saa forvirret ud. Jo, den var helt gal...
Kl. 07.35 kom 2 minibusser og hentede de 6 andre personer, der stod sammen med os. De tjekkede nu ved at smide deres noegler ind gennem gitteret til receptionen, og vaekkede dermed en hund bag ved skranken. Vi viste vores billetter til de 2 minibuschauffoerer, men de viftede afvisende med haanden og kommentaren: "Other company, other company!". Ok, taenkte vi, velvidende der var flere forskellige virksomheder og typer af baade, skibe m.m., der tranporterer folk til Ko Phi Phi. Vores pick-up tid var jo ogsaa foerst kl. 08.00.
10. minutter senere kom en dame gaaende, som vi tidligere havde set i receptionen. Hun talte kort med altmuligmanden og vendte sig derefter om mod os med et forvirret og stresset blik: "Ein bisschen problem - conspiracy/corruption!", sagde hun. Naa da da, taenkte vi. Hvad enten det var ordet sammensvaergelse eller korruption, hun havde ment, kunne det ikke tyde godt for vores videre faerd. Hun hev nu mobilen frem og ringede til ejeren. Hun havde tydeligvis selv stoerre problemer at tackle, end vi havde.
Vi overvejede at praje en taxi selv. Derved kunne vi dog ende med at staa paa en havn med en falsk billet.
Kl. 08.10 kom en lille dame med en fin taske gaaende ind i receptioenen, maalrettet og med bestemte skridt. Dette maatte vaere ejeren! Hun talte kort med den anden dame og vendte sig mod os med et venligt "Hello". Et par minutter senere var vi klar over, hvad der var sket.
Talang Guesthouse havde haft 2 bestyrere paa proeve i et par maaneder. Igaar var den ene blevet fyret, og i nattens mulm og moerke, var den anden bestyrer aabenbart stukket af - maaske i sympati.
De 2 bestyrere havde i et stykke tid arrangeret ture selv udenom Guesthousets samarbejdspartnere og derved proevet at skumme floeden selv. Det stod nu klart, at vi ikke kunne naa faergen kl. 08.30. Ejeren forsikrede os om, at vi kunne komme med kl. 13.30 i stedet for. Vi kunne beholde vores vaerelse indtil da. Nu fik vi saa serveret morgenmad, og det var som om, at der var mere brug for nutellamadderne nu end nogensinde foer. de smagte skoent. The end.
Historien om vores bestraebelser paa at komme til oeen Ko Phi Phi - en historie om forventningens glaede, korruption, fortvivlelse og ikke mindst nutellamadder.
Det var fredag morgen d. 20. marts i Phuket by. Vi vaagnede kl. 07.00 og gik stille og roligt igang med at goere os klar. Naa ja okay, stille og roligt var maaske saa meget sagt, for uret havde jo vaeret sat til kl. 06.30, og vi havde paa det skammeligste sovet dejligt laenge over os. Vi havde oven i koebet planlagt at skulle naa en hyggelig morgenmad, for vi havde nemlig koebt en lille pakke nutella igaar, som nu bare savnede et par stykker toastbroed at laegge sig ovenpaa.
Rygsaekkene blev hurtigt pakket, det kolde bad overstaaet og rummet tjekket for evt. efterladenskaber. Vi gik nu mod receptionen kl. 07.20.
Dagen forinden havde vi betalt 960 Baht for at blive transporteret til Ko Phi Phi. Vi ville blive hentet kl. 08.00 af en bus og faergen ville saa vaere klar til at tage afsted kl. 08.30. Saa der var endnu fin tid til baade at tjekke ud og spise morgenmad.
Da vi havde laast vores doer en sidste gang, ramte morgensolen os med dens blide straaler. Varmen, der moedte os paa svalegangen, blev absolut budt velkommen efter det kolde bad. Alt aandede fred og idyl, og vores blikke moedtes kort med tanke paa det oproerte hav, vi havde skulle tackle, da vi skulle til Perhentian Island. Saadan ville det bestemt ikke blive idag, taenkte vi begge. Ikke en vind roerte sig...
Hvad vi ikke vidste paa dette tidspunkt var, at der maaske var for roligt paa Talang Guesthouse denne morgen...
Da vi kom ned af trappen fra foerste sal, moedte vi en amerikansk pige, der vandrede hvileloest rundt. Uden at taenke videre over det, fortsatte vi ufortroedent mod receptionen. Her stoedte vi naeserne mod et jerngitter. Receptionen var endnu ikke aaben, og kl. var nu 07.25. Dette var underligt isaer taget i betragtning, at de plejede at servere morgenmad fra kl. 07.00-10.00. Vi havde dog ikke vaeret saa tidligt oppe nogle af de andre dage. Maaske det faktum, at det var fredag morgen kombineret med en thailandsk (laes: lettere sydeuropaeisk) vaeremaade, gjorde at bestyrerne nok var paa vej. "Mañana Mañana", hoerte vi os selv sige - omend ikke saerligt overbevisende. Noget var galt...
Vores tvivl blev styrket efterhaanden som flere gaester kom til, som ogsaa ville tjekke ud. Nabobutikkernes ejere begyndte saagar at sende undrende blikke afsted mod det rustne jerngitter, og vores guesthouse altmuligmand (der ikke kunne andet sprog end thailandsk) saa forvirret ud. Jo, den var helt gal...
Kl. 07.35 kom 2 minibusser og hentede de 6 andre personer, der stod sammen med os. De tjekkede nu ved at smide deres noegler ind gennem gitteret til receptionen, og vaekkede dermed en hund bag ved skranken. Vi viste vores billetter til de 2 minibuschauffoerer, men de viftede afvisende med haanden og kommentaren: "Other company, other company!". Ok, taenkte vi, velvidende der var flere forskellige virksomheder og typer af baade, skibe m.m., der tranporterer folk til Ko Phi Phi. Vores pick-up tid var jo ogsaa foerst kl. 08.00.
10. minutter senere kom en dame gaaende, som vi tidligere havde set i receptionen. Hun talte kort med altmuligmanden og vendte sig derefter om mod os med et forvirret og stresset blik: "Ein bisschen problem - conspiracy/corruption!", sagde hun. Naa da da, taenkte vi. Hvad enten det var ordet sammensvaergelse eller korruption, hun havde ment, kunne det ikke tyde godt for vores videre faerd. Hun hev nu mobilen frem og ringede til ejeren. Hun havde tydeligvis selv stoerre problemer at tackle, end vi havde.
Vi overvejede at praje en taxi selv. Derved kunne vi dog ende med at staa paa en havn med en falsk billet.
Kl. 08.10 kom en lille dame med en fin taske gaaende ind i receptioenen, maalrettet og med bestemte skridt. Dette maatte vaere ejeren! Hun talte kort med den anden dame og vendte sig mod os med et venligt "Hello". Et par minutter senere var vi klar over, hvad der var sket.
Talang Guesthouse havde haft 2 bestyrere paa proeve i et par maaneder. Igaar var den ene blevet fyret, og i nattens mulm og moerke, var den anden bestyrer aabenbart stukket af - maaske i sympati.
De 2 bestyrere havde i et stykke tid arrangeret ture selv udenom Guesthousets samarbejdspartnere og derved proevet at skumme floeden selv. Det stod nu klart, at vi ikke kunne naa faergen kl. 08.30. Ejeren forsikrede os om, at vi kunne komme med kl. 13.30 i stedet for. Vi kunne beholde vores vaerelse indtil da. Nu fik vi saa serveret morgenmad, og det var som om, at der var mere brug for nutellamadderne nu end nogensinde foer. de smagte skoent. The end.
Efterskrift: Vi kom afsted med den senere faerge. Her er et par billeder som bevis!
Herunder ses indsejlingen til Ton Sai bugten ved oeen Phi Phi Don, hvor vi kom til at bo i en del dage.
Kære Casper og Louise. Hvornår får vi fortsættelsen på denne spændende historie? Gad vide om I er nået frem til Ko Phi Phi?! Jeg har snedt en mail, der kan være et plaster på såret. Kærlig hilsen
SvarSletMor Gitte