Ho Chi Minh City (Saigon)

Saa har vi taget hul paa maj maaned, som bliver vores sidste maaned paa farten. For os betyder det foerst og fremmest et nyt land, Vietnam, men det betyder i hoej grad ogsaa at tankerne paa hjemrejsen til dejlige Danmark, familien og vennerne, den danske mad og hverdagen begynder at traenge sig mere og mere paa. Det er en underlig fornemmelse men en dejlig underlig fornemmelse, for vi savner jer meget allesammen, og vi glaeder os til at komme hjem til det hele. Vi har faaet tilpas mange emails med udpenslende beskrivelser af, hvad I har valgt at laegge paa grillen i den seneste tid. Fede boeffer, grillpoelser og ikke mindst tilbehoeret: Nye danske kartofler! Vi er derfor begge loebet toer for mundvand, men det vietnamesiske koekken kan heldigvis ogsaa imponere, har vi fundet ud af.
Til at starte med bliver der nok at se til, naar vi kommer hjem, for vi har faaet ny lejlighed paa Gormsgade. Der kommer nok til at gaa et stykke tid, foer vi er helt paa plads, men vi glaeder os til de nye omgivelser :)
Naar alt det er skrevet, saa er det ikke ensbetydende med, at vi ikke nyder de sidste uger i Vietnam, for det goer vi. Her er et udpluk af vores seneste oplevelse.



D. 30. april gik turen til Vietnam, Ho Chi Minh City (HCMC). Vi var meget spaendte paa, hvad der ville moede os, da vi havde hoert daarligt om byen fra stort set alle, vi har moedt undervejs paa rejsen. Vi blev heldigvis positivt overrasket. Alle har vaeret hjaelpsomme, og vi har heldigvis ikke stoedt paa lommetyve :)
Turen dertil startede med Mekong Ekspressen kl. 6 om morgenen. Det er en bustur paa ca. 11 timer fra Siem Reap over Phnom Penh til HCMC. Vi havde set champions league fodbold natten forinden paa en hyggelig tagterrasse, hvor vi boede. Vi kom derfor foerst i seng kl. 4 og skulle op kl. 5 for at naa morgenmaden inden vi blev hentet af bussen. Den manglende soevn gjorde ikke det store, for vi ville jo nemt kunne sove undervejs i bussen... Troede vi...
Alt gik som planlagt, og vi kom fint afsted. Kort tid efter var vi saa lige ved at koere en ko og en knallert ned paa vejen. Der skete absolut intet med hverken os, koen eller manden paa knallerten, men efter oplevelsen var vores chauffoer temmelig rystet, og der blev derfor dyttet heftigt af alt og alle paa resten af turen mod HCMC.
Kl. 17 naaede vi graensen ved Bavet-Moc Bai, og godt en halv time senere var vi i Vietnam med et nyt fint stempel i passene.

I HCMC boede vi paa Orient Hotel. Det var et dejligt sted at bo. Der var TV, koeleskab og saagar badekar paa vaerelset, og saa var der morgenmad med i prisen. Her er udsigten fra 6. sal, hvor vi havde vaerelse.




Noget af det sjoveste i HCMC er faktisk at saette sig paa fortovet og se paa trafikken, for lyskryds er en sjaeldenhed og fart i blodet er vist en medfoedt gave.

Vi brugte de foerste par dage i HCMC paa diverse markeder. I Vietnam kan de efterligne alt, og isaer maerkevarerefterligninger er populaere. Man kunne fx koebe fine Dolle & Gabana-baelter og laekre Hogo Boss-jakkesaet. Ja, hvis bare de var lige saa gode til at stave, som de er til at sy, saa havde vi nok haft pengepungen fremme en del flere gange! Menukort er en anden ting, der dagligt kan faa os til at traekke paa smilebaandet.

Herefter blev det igen tid til at vaere lidt kulturel, og det betoed en dag i Vietnamkrigens tegn. Vi saa praesidentpaladset, som er stedet, hvor en nodvietnamesisk tank broed gennem porten i 1975. Dette betoed Sydvietnams kapitulation. Stedet hedder idag Genforeningsbygningen. Derefter gik vi videre til museet for krigsforbrydelser. Her var en udstilling af diverse krigsmaskiner og en tankevaekkende billedudstilling af krigens forfaerdeligheder.

En af dagene i HCMC ville vi paa hestevaeddeloebsbanen, Saigon Racing Club, for at proeve at opsoege heldets gudinde og for at se de lokale i en anden samenhaeng end det normale saelger/koeber-forhold,vi typisk oplever. Det sydvietnamesiske folk er kendetegnet ved at vaere haardtarbejdende, men alt hvad de tjener bliver brugt naesten lige saa hurtigt. Dette maa vaere et levn fra krigen, altsaa en livsanskuelse, der er betinget af, at man ikke ved hvad morgendagen bringer. De kan feste, drikke og gamble som ingen andre, men organiseret spil er desvaerre forbudt i Vietnam, dog med undtagelse af denne vaeddeloebsbane, hvor man saagar kan medbringe sine guldklumper og faa dem omsat til kuponer. Vi lagde ogsaa maerke til, at landskabet ved graensen fra Cambodja til Vietnam var spaekket med casinoer. Mange tager aabenbart turen til Cambodja for at proeve lykken.
Vi hoppede i en taxi og bad om at blive koert til vaeddeloebsbanen. Chauffoeren kunne ikke et ord engelsk, saa da Casper sagde: "Saigon Racing Club, horses, fun, betting - you know?", fik vi ikke det saedvanlige bekraeftende chauffoer-nik tilbage. Vi fandt derfor Lonely Planet frem, hvor der stod at banen laa paa gaden Phu To. Et kvarter senere stod vi ud af taxien foran en kaempe tribune. Vi betalte entreen paa 5.000 dong hver og gik ind. Der var opstillet en masse boder, og vi ville have en is og et program over hestenes tidligere resultater. Dette var ikke til at finde, saa vi blev lidt betaenkelige og kiggede os rundt omkring. Til vores store forbloeffelse var vi havnet paa en messe af en slags, hvor de bl.a. solgte madrasser. Tribunen var ikke ud til en vaeddelaebsbane men var blot en overdaekket messehal. Vi gloede paa hinanden og knaekkede herefter sammen af grin! Endnu et marked...
Vi gik ud igen og folkene ved indgangen undrede sig nok over, hvorfor vi ikke havde koebt noget, naar nu vi havde betalt entreen.
Saa maatte vi paa den igen. Vi fik et par taxichauffoerer over til os, men ingen af dem var ret gode til engelsk. Det var lidt komisk for nu gik der naermest gaet & grimasser i den. Hvordan forklarer man lige, at man gerne vil til vaeddeloebsbanen?
Casper forsoegte efterhaanden mere og mere desperat at imitere en jockey med galoperende hoppe- og hestelyde. Dette til aabenlys stor morskab for mange forbipasserende messegaester og ikke mindst ogsaa Louise. Det virkede dog, og 5 minutter senere var vi ved hovedindgangen til vaeddeloebsbanen.
Det var bestemt en oplevelse at vaere der. Rytterne var boern paa omkring 10 aar og hestene ville nok ikke have store chancer for at goere sig positivt bemaerket paa Klampenborg Galopbane, men stemningen var i top og folk hyggede sig gevaldigt. Vi saa et par loeb og tabte 30.000 dong (11 kr.) paa et par skaevbenede krikker! Her er Casper paa den rigtige tribune.

Louise har udset sig en vinder! Laeg i oevrigt maerke til hallen i baggrunden - det var der, vi stod af foerste gang og var paa messe.

Et af vores bedste maaltider i HCMC var paa restaurant Quan An Ngon. Det er en restaurant, hvor de bedste gadekokke er samlet og laver laekre vietnamesiske specialiteter.