Vang Vieng

D. 17. april var nytaaret endelig overstaaet. Vi havde ikke turdet tage videre fra Vientiane til Vang Vieng af ren og skaer frygt for at vores rygsaekke ville blive fuldstaendig gennembloedte. Vi gik ned til den lokale busstation og fandt en bus til Vang Vieng. Kl. 9.30 koerte vi afsted. Louise havde lige faaet en scooter ind paa skoedet, for den skulle ogsaa med til Vang Vieng, og der var ikke plads andre steder. Turen gik igennem et fantastisk flot bjerglandskab, men det er begraenset hvor meget man kan nyde det, naar man sidder helt klemt. Bussen var virkelig fyldt til bristepunktet. Godt 3 timer senere var vi fremme, eller det var i hvert fald hvad buschauffoeren sagde til os. Det eneste vi kunne se var en stor aaben grusplads og 2 madboder.

Louises kommentar var: "Jeg vil ikke af her! Hvis det er her, saa vil jeg videre...!"
Casper svar hertil var: "Bare rolig, det kan umuligt vaere her!", men buschauffoeren og de andre passagerer var uenige med ham, og 2 minutter senere stod vi saa paa gruspladsen med vores rygsaekke. Vi fandt Lonely Planet bogen frem, og her kunne vi laese os til at Vang Vieng skulle have en befolkning paa smaa 30.000 mennesker. Det eneste vi kunne se var 30.000 smaa sten. Naa, men vi spurgte kvinden ved madbod nr. 1 til raads, og hun forklarede os venligt, at byen laa ned til Nam Song floden lige omme bag de traer for enden af gruspladsen.

Ganske rigtigt, da vi kom om paa den anden side, stod vi med et paa hovedgaden. Vi tog os til hovedet og sagde: "Phew".
Her er Louise foran Nam Song floden.



Byen er faktisk en rigtig lille festflaekke, skulle det vise sig. Der er hovedgaden, og saa er der ikke rigtig andet end floden og de flotte bjerge bagved. Vi fandt os hurtigt et sted at bo for enden af hovedgaden ved Nana Guesthouse. Her er udsigten fra, hvor vi boede.

Saa gik vi ud for at finde noget at spise, og vi blev hutigt klar over, at det som alle kommer hertil for er Tubing. Tubing betyder at flyde paa et gummidaek ned af floden. Undervejs er selve floden saa fyldt med barer, hvor man kan stoppe og feste loes. Vi forhoerte os forkellige steder, og fandt yderligere ud af, at der i oejeblikket ikke er ret meget stroem i floden, da det er dryseason i Laos. Derfor ville en tur 4 km ned af floden tage 5 timer - gab. Vi besluttede os i stedet for at booke en heldagstur med trekking, caving/tubing og endelig til slut en 8 km kajaktur, hvor man selv kan bestemme tempoet lidt bedre. Mr. Duang ville vaere vores guide paa turen den kommende dag.

D. 18. april var vi klar for morgenstunden af. Vi blev hentet og skulle tilbringe dagen sammen med Adam og Lauren fra Brisbane samt vores guide. Foerste stop paa turen var elefantgrotten.

Herefter gik vi gennem det skoenne landskab til en drypstenshule. Her er Casper sammen med vores guide.

Drypstenshulen var en helt fantastisk oplevelse, baade flot og graenseoverskridende. Vi fik hver isaer udleveret 2 juletraeslys og saa gik vi ellers ned i dybet. Vi skulle igennem 3 huler som var forbundne af snaevre gange, meget snaevre gange. Her er Louise ved indgangen sammen med Mr. Duang, som brugte en hjemmelavet fakkel af bambus. Det var i virkeligheden kun hans fakkel, der kunne lyse den sorte grotte op, saa vi holdt os alle taet ved ham og krydsede fingre for at den ikke pludselig ville gaa ud.

Pludselig kunne vi alle hoere en lyd "ssssshhhhh", og guiden sagde "ups snakes...".

Louise blev temmelig urolig for det var helt moerkt, mens Casper, der gik lidt laengere bagved troede guiden sagde: "It's nice...".

Vi fortsatte dog ufortroedent for guiden havde fakkelen. Selvom vi flere gange kunne hoere slangerne, saa vi heldigvis ingen. Det var noget af en oplevelse, for hulerne og stenformationerne var fantastisk flotte.



Herefter fortsatte vi op til Water Cave, hvor vi fik serveret grillmad til frokost. Det var rigtig laekkert.

Ved Water Cave skulle vi paa gummidaek ind i en 500 meter lang drypstenstunnel. Vi padlede 150 m ind, men vendte saa om, for vi ville hellere bruge tiden i kajakken. Det var en rigtig flot tunnel, men samtidig havde vi ogsaa en foelelse af, at vi bare bevaaegede os ind mod noget ukendt i midten af et bjerg.


Herefter var det tid til at hoppe i kajakken. Efter en kort instruktion om, hvordan man bedst muligt overlever de hidsige vandfald, padlede vi afsted. Det var dryseason, og det skulle nok blive en hyggelig og rolig tur!

Efter 4 km. i den skoenneste natur, naaede vi straekningen med alle barerne langs bredden. Der var virkelig gang i den her, og det virkede som noget af en kontrast til det rolige landskab, vi lige havde vaeret igennem. Vi satte os ved en bar, hvor man kunne lave Tarzanspring fra en gynge.

Resten af turen gik stille og roligt med stroemmen ind mod byen. Guiden sproejtede vand paa Louise, men det skulle han aldrig have gjort. Vi roede op paa siden af ham, og saa fik Louise ellers truet ham tilstraekkeligt til, at han tippede om paa siden Hi Hi... Bare kom an makker!